Hvad er et løberknæ?
Løberknæ er en almindelig smertetilstand, som mange løbere på et tidspunkt kan opleve. To af de mest almindelige syndromer inden for løbeskader er patellofemoralt smertesyndrom (PFPS) og ITBS, som står for iliotibial band syndrome. Begge syndromer kan betegnes som “løberknæ”. Disse syndromer skyldes ofte overbelastning, også kendt som en overuse-problematik, hvor knæsmerterne skyldes en ubalance mellem den belastning, der påføres vævet over tid, og dets kapacitet til at klare belastningen. I dette indlæg vil vi beskrive den type løberknæ som man kalder iliotibial band syndrome (ITBS).
Hvad er symptomerne på et løberknæ (iliotibial band syndrome)?
ITBS er den primære kilde til smerter på ydersiden af knæet hos løbere og udgør mellem 5-14% af løberelaterede smerter. Mænd oplever oftere ITBS smerter sammenlignet med kvindelige løbere. Smerten er lokaliseret på ydersiden af knæet og er særligt udtalt, når knæet bøjes og strækkes over en bue på 25-35, hvilket er foreneligt med den bevægelse knæet laver under løb. Løbere med akutte ITBS smerter beskriver voldsomme smerter, der er skarpe og kræver at man stopper ens løb.
Hvordan opstår et løberknæ?
Et løberknæ er en overbelastningsskade. Som nævnt tidligere i dette indlæg skyldes en overbelastningsskade et ulige forhold i mellem vævets kapacitet og den belastning, man har påført vævet i en given periode. Ved ITBS har der været en større belastning på det senebånd, som løber på ydersiden af knæet, end hvad det har kunne tolerere.
Generelt ses ITBS hyppigt hos løbere, som har øget deres ugentlige træningsmængde for voldsomt. Især løbere, der hurtigt øger deres løbetræning ved løb ned ad bakke, løber en risiko for at udvikle ITBS, da belastningen på knæets yderside er stor her. Løberknæ opstår ikke altid grundet en forøgelse i ens løbetræning. I nogle tilfælde skyldes det ulige forhold i belastning og kapacitet, at ens kapacitet eller vævstolerance overfor belastning er lavere i end vanligt i en periode. Dette kan skyldes faktorer som nedsat søvn, stress, ændringer i kost og andre livsstilsfaktorer som gør, at kroppen ikke er så modstandsdygtig overfor belastning i en periode.
Når vi skal prøve at finde frem til, hvorfor et løberknæ er opstået hos den pågældende løber, skal man altså prøve at finde frem til, hvor der er sket en ændring. Har der været nogle faktorer, som har påvirket vævets kapacitet? Eller har der været nogle faktorer, der har ændret på belastningen på ydersiden af knæet? Lykkes man med at identificere de relevante faktorer, kan det være en stor hjælp til at minimere risikoen for at skaden opstår igen.
Hvordan behandles et løberknæ?
Det helt centrale i behandlingen af et løberknæ er at opnå et hensigtmæssigt forhold mellem kapacitet og belastning. Det betyder, at det konkret handler om at tilpasse ens aktivitetsniveau og træningsmængde, så belastningen er passende for den iliotibiale sene på knæets yderside. Når aktivitetsniveauet er tilpasset, vil man derefter gradvist øge belastningen på knæets yderside for at øge kapaciteten. I behandlingen kigger man derfor på, hvilke relevante faktorer man kan skrue på for at mindske belastningen på knæets yderside i en periode. Her er faktorer som træningsmængde, intensitet, løbesko, terræn samt andre aktiviteter end løb vigtige at kigge på. Derudover er det relevant at screene for om der er nogle livsstilsfaktorer, som potentielt har haft en rolle i udviklingen af løberknæet. Man vil rigtig gerne at løberen forbliver i løb så vidt muligt. Når det er løb som er den primære funktion man gerne vil tilbage til, så skal den funktion helst indgå i genoptræningen i størst muligt omfang.
Efter man har tilpasset ens aktivitetsniveau handler det om gradvist at øge belastningen, så vævet har mulighed for at tilpasse sig og opbygge en større kapacitet. Dette gøres både igennem ens løbetræning, men også i ens supplerende styrketræning, som igen har til formål at øge vævets kapacitet.
Øvelser til løberknæ
Under en typisk løbetur udsættes de forskellige strukturer i benene for forskellige former for belastning. For det første udsættes de for høje maksimale belastninger. Dette kan man arbejde på at øge kapaciteten overfor ved at udføre tung og langsom styrketræning. Derudover skal de forskellige strukturer i benene kunne absorbere store mængder energi for hurtigt at kunne frigive det igen. Dette kan trænes ved at udføre det man kalder for plyrometrisk træning, som er en form for eksplosiv træning. Til sidst skal vævet kunne håndtere en stor mængde belastning over længere tid. Dette arbejder man med igennem et løbeprogram med den rette progression.
Man vil altså gerne, at den styrketræning man supplerer med ved siden af løb er tung og langsom samt plyrometrisk (eksplosiv).
